Her er nogle forslag til, hvordan man gør fjeldskiene klar inden turen. Man har
som minimum brug for: et gammelt strygejern uden damp (fås i
genbrugsforretninger), grundvoks, en voksskraber, en korkprop og paraffin (fås
i Matas) eller rigtig glidevoks (fås i skiforretninger).
-
Skiene renses for gammel voks med rensebenzin. Husk god udluftning. Brug
evt. skraberen først hvis der er et tykt lag.
-
Hvis der er dybe ridser skal de fyldes ud, så der ikke trænger vand ind i
skien. Indtrængende vand får trækernen til at rådne. Plastic af samme type som
sålen (P-tex) fås flere steder. Det smeltes ned i hullet, og det overskydende
skrabes/skæres væk, når det er kølet af. Hullet renses grundigt først.
-
Strygejernet sættes på syntetisk eller lidt varmere, der smøres grundvoks midt
på skien og det smeltes ind. Det skal dække hele smørelommen, eller der hvor du
normalt smører voks på. Grundvoksen gør det meget lettere at få den almindelige
voks til at sidde.
-
Hvis du bruger feller er det ikke noget problem at have voks på skiene
samtidig. Tværtimod er det rart at kunne veksle mellem feller og voks.
Vokslaget bør dog ikke blive for tykt, specielt ikke blød voks. Skrab gammel
voks af helt en gang imellem, hvis du bruger feller.
-
Paraffin smeltes ind i resten af sålen.
-
Lad sålen køle af mens du tager den anden ski. Når sålen er kold skrabes det
overskydende voks og paraffin af. Paraffinen glattes ud med korkproppen.
-
Hvis stålkanterne er sløve kan de slibes op med en fil, men det er svært hvis
man ikke har en speciel kantsliber eller noget at spænde skien fast med. På
fjeldet betyder det ikke så meget med skarpe kanter, men hvis man skal på
pistefræs kan det være en god idé at få slebet skiene i en skiforretning.
-
Bindingen gås efter for slid, sprækker og mørnede plastic-dele. Specielt tynde
bindinger og bindinger af aluminium kan danne sprækker. Check desuden kabler og
bevægelige dele for slid. Skruerne strammes en ekstra gang og bevægelige dele
smøres. Hvis skruerne er limet med epoxy-lim kan de løsnes ved at varme skruen
med f.eks. en loddekolbe. Skruer bør altid limes med epoxy-lim eller
tilsvarende. Det gør bindingen stærkere, forhindrer at skruen løsner sig og
lukker skruehullet, så der ikke trænger vand ind.
-
Hvis oversiden af skien er meget ødelagt kan man overveje at lukke hullerne med
lidt lak, så der ikke trænger vand ind i skien. Huller fra gamle bindinger
fyldes ligeledes op og lukkes med lak, så der ikke trænger vand ind.
Skrevet af Erik Cederstrand
Februar 2001