Deltagere: Lone Dittmann, Steffen, Hanne Bille, Michael, Thomas Boesen og Peter
St. Bededag drog 6 unge mod syd på en mission til det fynske øhav. Målet var at
indtage Sydfyn, Langeland og Ærø via Østersøruten, som skulle byde på både
kyststrækninger, skovstier og landevejs-idyl. Det kom de ikke til at fortryde!
Ved Nyborg Station vendte vi forgaflerne mod Svendborg efter at have indtaget
lidt ekstra morgenmad på gå-gaden, mens vi ventede på den sidste sovetryne. Vejen
var præget af flere ned- end opstigninger, den største fart blev målt til 56,5
km/t som måske ikke er helt ufarlig med fyldte cykeltasker. Følgesvende var sol,
sommer samt frisk vind, og som bekendt er der ingen tradition uden gentagelse:
Inden dagen gik på held, var hele gruppen hummerrød på udsatte steder og var på
resten af turen flittig med solcremen og sparsom med næserynken. Sidstnævnte var
der nu heller ingen grund til. Vores turleder havde nemlig sørget for, at Fyns
mange kirsebær- og frugttræer stod i fuldt flor og lyste op i det nyudsprungne
grønne forår.
Fyn var simpelthen et behageligt bakket sceneri af skriggule rapsmarker,
suppleret med saftige græsenge, ofte indrammet af det fynske øhav i horisonten.
Om eftermiddagen indtog vi en kold fadøl ved Svendborg Havn i kraftig blæst, som
mindede os om, at det vist ikke helt var sommer alligevel. Det var i korte træk
baggrunden for de 75 km, vi tilbagelagde den dag, inden vi indtog naturlejrpladsen
lidt derfra. Her var godt nok ingen hoppeborg men til gengæld kom en flok heste
begejstret os galopperende i møde, hver gang vi fortrak til muldtoilettet, som stod
kun et halvt heste-hoved fra indhegningen. Nogle fik således trænet selskabsblæren
qua hestenes upassende nysgerrighed og lejlighedsvise aggressive tilnærmelser, mens
andre ingen problemer havde med at komme af med de 4 flasker vin, vi fik gjort kål
på til chili con carnen.
Dagen efter gjorde vi hurtigt holdt ved den lokale bager, inden det gik nordpå
til Egeskov Slot nær Kværndrup. Det er den bedst bevarede vandborg i Europa med
tilhørende veteranmuseum, div. haver, hængebroer og hele 4 labyrinter, hvor vi vist
blev hængende i den Piet Hein-designede længere end beregnet. Helt sikkert stedet
for en rigtig familiedag men vi gjorde nu hurtig proces og vendte vores forbrændte
næser mod Fåborg færgeleje, mæskede os med rugbrødsmadder ombord og indtog en time
efter Ærø langs sydkysten, som ikke havde et ringere sceneri end Fyn. Snarere
tværtimod. Her måtte en Ærøsk landmandsfamilie lægge have til vores 2 telte og
småstøjende aftentraktement. Den stadig kraftige blæst var godt for svidende ansigter,
men knapt så elsket, når teltdugen blafrede i selvsving hele natten.
Proviantering var altid nem og fandt dagligt sted i landsbyens Brugs på vores vej.
Dog blev vi ofte hængende unødvendigt længe, fordi der altid var én, der var overbevist
om, at valget mellem solsikke og birkesrugbrød skulle foretages på demokratisk vis af
alle 6 energisultne og indifferente cyklister.
Lørdag morgen gik færgen fra Marstal til Rudkøbing på Langeland. Tredjedagen brugte
vi på at tjekke den nordlige del af øen ud. Således blev det, at vi måtte kæmpe os
igennem både Fæbæk, Store Snøde og Skattebølle bare for at kunne nyde en forfriskning
i Lohals havneleje. Vejrudsigten lovede regn og torden. Teltpladsen befandt sig i
bunden af noget, der mindede om et meteorkrater midt i en bøgeskov. Træernes rodnet
var delvist skyllet væk og det fik dem til at læne sig faretruende ind over vores
lejrplads og godt nok sikrede os mod lynnedslag, men gav stof til andre
katastrofeforestillinger. Alt var indtil videre gået som planlagt, og vi nåede netop
at indtage en veltilberedt kyllingeret og de obligatoriske flasker vin. Så blev torden
afløst af regn, som næsten tog opvasken, mens vi skænkede aftenkaffe i teltet.
Regnen fortsatte dog ikke dagen efter, og vi cyklede tilbage sydpå mod Spodsbjerg
færgeleje, hvorfra den næste båd bragte os til Tårs på Lolland. Ikke langt derfra var
Nakskov station, og vi kunne for sidste gang rulle vores soveunderlag ud på gulvet i
det overfyldte tog, som bragte alle sikkert til Københavnstrup.
Konklusion: Østersøruten skal man ikke at kimse af, naturlejrpladserne dér kan
bestemt anbefales, og Danmark har aldrig taget sig kønnere ud end i maj. Alle fordomme
bekræftes hermed: Fyn ér fin!
Skrevet af Medlem nr. 885 eksisterer ikke lngere.