Et virvar af rygsække, tasker og ski ligger foran os i en bunke. Lidt udveksling
af grej, frem med billetterne, og pludselig er 120 kg bagage checket ind og vi
er klar til at tage afsted. Det er helt uvirkeligt. Vi har planlagt i
månedsvis, pakket og overvejet og pakket om, og nu er vi på vej mod noget, som
jeg tror de færreste af os har et klart billede af. Tilsammen har vi mange
skiture bag os, og for Claus, Kåre og Erik er det et gensyn med Grønland. Men
nu er det vinter, og selv om vi er godt forberedt, er det svært at forestille
sig, hvad de kommende uger vil byde på. Fjordene, fjeldene, sneen, isen og
vejret vil give os udfordring og underholdning, og de storslåede omgivelser
lokker fra billeder og beretninger. Vi ankommer til Sønder Strømfjord tidligt
og mærker straks den rene, klare luft og solen, der her i april er begyndt at
tage fat. I morgen flyver vi videre til Jakobshavn.
Aasiat er fantastisk. Vi er mellemlandet på vej til Ilulissat, og byen er klædt
i glitrende sne. Hen over landingsbanen har vi udsigt til Diskoøen og
Diskobugten med sine kæmpe isbjerge. 15 minutters flyvning slutter i en brutal
landing i Jakobshavn. 15-20 m/s og bragende tøvejr er velkomsten, da vi stiger
ud af flyet. Føhnen er kommet som uindbuden gæst, og den har tænkt sig at blive
et par dage. Den spiser grådigt af sneen, uden at spørge.
Vi har nu været her et par dage, og selv om skiføret forsvandt på under en dag,
har der været masser at se og masser at lave. De to vandreklub-medlemmer Rikke
og Jakob, som er en af grundene til at vi er taget hertil, og som bor fast her
i Jakobshavn, har været fantastiske værter. Sammen med dem har vi kørt
hundeslæde og været med til at passe deres slædehunde, vi har set byen og fået
en introduktion til den grønlandske kultur, og vi har spist os mætte i rensdyr,
sildepisker, moskusokse, hellefisk, rejer, torsk og mattak (hvalhud).
I forgårs kom der lidt sne, så i går var vi ude på ski for første gang. Nede ved
byen er det kun slæde-motorvejene der stadig har sne, så der kørte vi. I
Grønland har hundeslæder førsteret, så vi fik en del nær-døds-oplevelser, da
slæder og 10 - 15 hunde passerede i rasende fart med jævne mellemrum. Oppe på
fjeldet er der mere sne, og vi kunne vælge ruten mere frit. Denne dag var der
væddeløb, som vi oplevede på første parket i fjeldet. Det ser nemt ud, men selv
de erfarne kørere havde problemer med at styre hundene gennem de smalle
passager mellem klipperne. Op ad bakke forsøger kørerne at følge med i løb bag
slæden, og ned ad bakke er det et spørgsmål om overlevelse, når slæde og hunde
i rasende fart forfølger hinanden over sne og klipper.
Det er 2. påskedag med masser af liv i gaderne, bl.a. hundevæddeløb, barnedåb og
koncert. Vi når også til kaffemik efter barnedåbene hos et par af Rikke og
Jakobs venner. Der er en overdådighed af kager på bordet og man bliver hurtigt
bænket med en kop kaffe i den ene hånd og fri adgang til at vælge et dejligt
stykke kage bagt af svigermoderen eller en af de mange andre familiemedlemmer.
Efter den anden kop kaffe siger man tak, hilser venligt af og giver plads ved
bordet til de næste gæster som kommer ind ad døren. Der er meget hyggeligt og
dejligt afslappet i forhold til et dansk åbent-hus arrangement.
Erik har samlet seks sæt bræudstyr med seler, isskruer, slynger og mange mange
meter reb mens vi andre har været ude i byen. Nu ved vi hvorfor hans rygsæk var
så tung.... Vi laver en smagsprøve på den frysetørrede mad til aftensmad og de
fleste af os ved nu hvad vi ikke har at glæde os til de kommende fem aftener.
Nå, men det smager jo også bedre når man er sulten.
Tirsdag morgen tager vi afsted på en længere tur ind til indlandsisen. De første
par kilometre hen over den græsklædte slette og op over store Aquinaq foregår
med skiene på rygsækken. Endelig oppe i fjeldet går det stærkt og snart er vi
langt forbi det sted hvor vi vendte om på den første dagsskitur. Frokosten
nydes på et stykke bart klippe med en anelse frost i næsen. "Hytten uden tag"
(som sidenhen har fået tag) lægges ind på GPS'en og vi flyver videre ud ad
slædemotorvejen. Sent på eftermiddagen begynder nedturen - efter at have nydt
Clauses overraskelses-luksus- chokolade-æg ved en helt fantastisk udsigt over
isfjorden, bjergene og bræen. Det er bart og stejlt, solen har mørnet sneen
helt ned til lyngen, og flere ender med at gå ned med skiene i hånden.
Aftenen tilbringes i en fangerhytte ved fjorden hvor vi overnatter sammen med
tre fiskere. Der bliver hurtigt varmt når petroliumsovnen kører for fuld tryk,
og vi ligger og stønner af varme i polarsoveposerne. Fiskerne er i højt humør
og driller Kåre med lyden af spøgelser selvom han sover. De giver os også et
par tip om hvor på fjordisen der er sikkert at køre og hvilke steder vi skal
holde os fra. Stærkt døsige af mad, varme og petroliumsdunste falder der ro
over hytten og slædehundene udenfor.
Kroppen er ligeså stiv som havregrøden da vi næste morgen drager ud på fjorden.
Der ligger et tyndt lag sne på isen og vi sætter hurtigt kursen stik mod
tvillingehytterne, som kun ligger et par kilometer fra indlandsisen. Det er
utroligt - man kigger ud på iskanten og den er næsten til at røre ved hvis man
strækker armen ud. Tre timer senere er den stadig lige langt væk. Afstandene
snyder igen og igen. På et fuglefjeld skriger mågerne men det varer lidt inden
vi får øje på de små hvide prikker langt oppe af den stejle fjeldside. Mon de
pendler helt ud til den åbne isfjord hver gang de bliver sultne? Nå ja, det er
jo også bare et smut på 20 km. Hytterne tages i besiddelse og snart efter er vi
på gåben på vej mod bræen. Det er fantastisk at forestille sig isens
kæmpekræfter, som har flyttet rundt på alt det materiale - en kæmpemæssig
byggeplads, med assorterede sten og grus i store dynger. Rune og Claus hakker
klumper af isen - derskal jo være lidt til den medbragte whiskey on the rocks.
Petroliumsovnen buldrer også lystigt denne aften og Kåre leverer ufrivilligt
aftenens underholdning efter at have sippet til det boblende ildvand. Vi andre
hører om verdens oprindelse i Asernes version. Imorgen er det Store Brædag.
Jane overvejer rituel afbrænding af sine skistøvler.
Den varme hytte har for længst smeltet sne (naturligt silt-beriget) og lavet
kaffe inden vi fra den kolde hytte når ud af poserne. Det er lige med nød og
næppe vi kommer afted inden middag. Ude på fjordisen laver vi en simuleret
spalteredning, så vi er klar hvis uheldet sker når vi står på bræen. Mens vi
øver bliver Jane og Claus, iført bræudstyr og lænket til isskruer, rendt
overende af et hundespand og efterfølgende slæde. Man skulle ellers tro at isen
er rigeligt mange kvadratkilometer stor til at undgå den slags sammenstød. Nå,
men far og søn skulle også bare lige høre om vi havde set nogle sæler. Ikke et
ord om det mærkelige i at træne bræsikkerhed på en flad fjord.
Vi skulle ikke have haft ski men steigeisen med på denne tur. Den del af
Indlandsisen vi kæmper os op ad, hedder Den Døde Bræ. Det er ren blåis, al sne
er barberet væk af sidste uges føhnvind. Men her er så smukt at man hurtigt
tilgiver isen denne fejltagelse. Det er en mærkelig tanke, at vi står på et
stykke is, som strækker sig mere end 1000 kilometer videre ind i landet. Selv
om isen virker meget sikker og rolig, ser man også bevægelsen. Den store
brætunge flyder ned i dalen, som en Lydolfer på en varm sommerdag. Der er
sprækker overalt, men isen her er relativt sikker at færdes på. Denne del af
indlandsisen er på tilbagetog og synker stille og roligt i jorden, deaf navnet.
På vej op til bræen har vi passeret smeltevandssletter, morænebakker og dødis
som presser sig op gennem sandet, og det er tydeligt hvor meget isen har fyldt
i dalen blot nogle hundrede år tidligere. De største sprækker er fyldt op med
den sne, som vinteren trods alt har lagt.
Det hele står i skærende kontrast til den intense aktivitet ved Isfjorden bare
20 km længere sydpå. Her kaster en brætunge dagligt flere millioner tons is ud
i fjorden, og det tordner med jævne mellemrum, når isbjergene kælver. Vi har
ikke taget højde for den lille snemængde, så det er med besvær, at vi med ski
og kun et par steigeisen kæmper os op ad bræen. Vi holder en pause hvor vi
sikrer os med isskruer til isen så vi ikke kan glide alt for langt, nyder
udsigten, tager er par sejrsbilleder og vender tilbage mod hytten. Det er ikke
forsvarligt at fortsætte længere med vores sparsomme udstyr. Men det har været
en fantastisk dag.
Skrevet af deltagerne på turen
Fjeldskitur til Grønland
.
Påsken 2003