Deltagere var : Nana Winkler, Anders Røgeberg, Margaritha Thrysøe, Mia Svendsen,
Kashif Virk, Hanne Bille, Rune Kjeldsen, Peter Strand
Bohusleden er en vandrerute som går fra Göteborg til Strömstan nær den norske
grænse. Den starter på grænsen mellem Hallands og Götalans län, og er en
naturlig forlængelse af Hallandsleden.
Vi valgte den del, som går fra Kungälv (ca. 20 km nord for Göteborg) til Lilla
Edet (hvorfra der iøvrigt bliver produceret usandsynlige mængder toiletpapir i
en lige så usandsylig stor og grim fabrik).
Selve transporten til Göteborg blev en ikke helt ukompliceret affære. Vi kunne
låne en enkelt bil fra torsdag eftermiddag, så Anders og Kashif ofrede sig og
tog toget til Göteborg. Resten (minus Rune, som ville møde os på ruten om
fredagen), kørte derop i bilen, således at vi mødtes på centralstationen i
Göteborg omkring kl 1900. Da der i Sverige tilsyneladende eksisterer et forbud
mod at opstille vejskilte, som henviser til banegårde, fik vi inden da set det
meste af Göteborg (inklusive de mere intime dele af havneanlægget til
Frederikshavn-færgen).
Herfra gik det med bus til Kungälv, hvorigennem Bohusleden passerer. Markeringen
var dog ret sporadisk på dette stykke (... skrev ham, som havde ansvaret for
kortet), og vi kom på afveje i vores søgning efter et sted at placere teltet.
Det var dog ikke værre end at vi næste morgen fandt ruten, som herfra var
glimrende markeret resten af vejen.
Solen var over os, og efter et par timer i åbent landskab på grus og asfalt var
det en befrielse endeligt at komme ind i skoven. Vores mål for fredagen var
Bottanstugan, hvor vi skulle møde Rune. Fra Kungälv er dette en tur på 26km.
Frokosten spiste vi ved Mariebergs herrgård, en gammel sag fra 1600-tallet. Den
del af gården, som var bevaret, så mildest talt noget træt ud ( den lignede et
læs brænde mere end noget andet ) , men vi fik skygge og friskt vand af en
flink gårdejer.
Vi ankom til Bottomstugan henad aften, og skæbnen ville, at de eneste andre
mennesker vi mødte på denne tur, havde okkuperet det eneste shelter vi havde
planlagt at bruge. For at gøre ondt værre, var det en flok ældre anti-vandrere,
som transporterede sig rundt i hvad viste sig at være en autocamper, men mest
af alt lignede en krydsning mellem en gammel DSB-færge og en væltet
etageejendom. De viste sig iøvrigt at være vældigt flinke: de skulle slet ikke
overnatte der, og overlod os både shelter og et perfekt bål kort efter at vi
kom. Selve shelteret lå et virkeligt smukt sted, med udsigt over søen
Ålevatten, som tilmed var glimrende at bade i.
Rune blev en smule forsinket, og ankom istedet for fredag aften først tidligt
lørdag morgen. Inden da havde han brugt et par timer på at lære, at svenske
bagere ikke holder piratudsalg af bagindgangen - hans plan om at forsyne os med
friskt morgenbrød led således et fatalt sammenbrud. Men det var en smuk tanke.
Vores plan for lørdagen var at følge Bohusleden til omkring Hasteröd, men dette
skulle vise sig vanskeligt. Indtil dette punkt havde ruten fulgt et rimeligt
kuperet terræn forbi enkelte søer, men fra Bottonstugan blev dette anderledes
hårdt at gå i, og vores kilometerberegninger kunne vi derfor smide over højre
skulder. Området har en masse både små og store søer omgivet af høje klipper,
og dette gjorde det en del hårdere at gå i. Vi nåede til Västersjön, hvor vi
efter en del søgen fandt en glimrende klippe, hvorfra vi kunne sove, bade,
spise og tænde et bål. Søen var så lille at den ikke er afmærket på kortet, men
det var nu et dejligt sted alligevel.
Søndag blaffede Hanne og Rune tilbage til Rune's bil ( som var parkeret ved
Bottonstugan ), mens vi andre vandrede af grus og asfalt ind til Lilla Edet
(med den store, grimme toiletpapirsfabrik). Herfra tog vi en bus tilbage til
Göteborg, hvor vi genforenedes med Hanne og Rune. Bilerne blev fyldt op med
fælt lugtende mennesker og rygsække, og vi var tilbage i København efter et par
timer.
Generelt var det stykke af Bohusleden, som vi fulgte, en virkelig smuk
oplevelse. Ruten er af samme kvalitet som de ruter, vi normalt bruger i Skåne,
både mht. afmærkning og shelters. Landskabet er en del mere råt, uden dog at
sætte urimelige krav til kondition eller styrke. Vi var heldige at have
mulighed for at låne biler, og kunne således holde budgettet nede på omkring
350 DKK pr. person. Skulle alle have taget bus og tog ville prisen nok være ca.
150-200 DKK højere. pr. person.
Skulle noget være interesseret i at låne kortet over Bohusleden, så kan det
lånes af mig. Det er i 1:100000, og er glimrende til at følge ruten. Dog kan
det være lidt svært at vurdere terrænet på de enkelte strækninger, grundet
skalaen.
Kortet kan iøvrigt ses her:
http://www.goteborg.frilufts.se/orange/leder/bohusled/bohusled.htm
Skrevet af
Medlem nr. 625 eksisterer ikke lngere.